Hvem er vi i et ægteskab?

Det første, man som mand skal lære i et ægteskab, er, at når en kvinde taler om ”vi”, så er dHet ofte ”dig”, hun taler om…

Min kone smutter mange dage tidligt om morgenen, hvor jeg så står tilbage med opgaven, der handler om at få ynglen op, fordret af og sendt med bus – rettidigt – hvilket ikke er nemt, når man er udstyret med børn, der om morgenen er små mini-zombier, der mener, at tid – eller for den sags skyld en busplan – er et relativt begreb på linje med kvantefysikkens koncept om alternative virkeligheder.

Det sidste hun – altså konen – får sagt på vej ud af døren, mens jeg råbende render spidsrod fra det ene børneværelse til det andet, er så: – ”vi skal lige huske at sætte havestolene ind, nu det bliver stormvejr…”

Jeg kan selvsagt ikke være sikker på, men det forekommer mig usandsynligt, at hun ved anvendelse af flertalsformen ”vi” tænker på mini-zombierne, som stadig befinder sig i tusmørkelandet mellem denne og en anden verden. Jeg når dog dårligt at tænke tanken til ende, før hun – den anden del af familiens voksne “vi” forsvinder ud af døren og efterlader mig alene med zombier, havestole og en tiltagende blæst.

I den situation kunne jeg vælge at opfatte hendes ”vi” i en bredere kontekst, men jeg synes måske, at det er en anelse grænseoverskridende at ulejlige naboen med at sætte mine havestole ind. Så nu er vi (læs jeg) efterladt med de to møgkøtere, men deres bidrag ville højst kunne bestå i at ligge på havestolen, mens jeg bærer dem ind.

Jeg kikker ud – det er godt nok kamp-dårligt vejr. Det blæser af h.. til, og det regner nærmest vandret. Da er det så, at det går op for mig, at ”vi´et” i sætningen ”vi skal lige huske at sætte havestolene ind, nu det bliver stormvejr…” måske skal forstås således, at HUN har husket det (selvom det er ret åbenlyst, eftersom de baldrer rundt på terrassen), og JEG så skal gøre det.

Så bare roligt skat – ”vi” har for helvede sat de stole ind nu….

Team Rynkeby

Jeg forstår ikke det der Team Rynkeby-fis…. En ting er, at jeg kan gå helt i selvsving over midaldrende mænd, der udstyret med en 9 kg’s kulfiber cykel og en 25 kg´s dunk på maven spærrer vejen, når jeg kommer bagfra i bil. En anden ting er projektet omkring en gruppe mere eller mindre velnærede motionister, der tager turen på cykel til Paris. Forstå mig ret. Det er jo flot og fin nok med det. Og hatten af for det gode formål i forhold til de kræftramte børn og deres familier. Men der hvor kæden – så at sige – hopper af, det er den PR og festivitas, der følger i kølvandet på arrangementet.

Her på næste fredag sendes den lokale afdeling af Team Rynke af sted fra Slagelse. Det sker med morgenmad på torvet fra kl. 9. Kl. 09.30 kommer Wanna Bee Gees og underholder (aner ikke hvem det er, men kredit for det kreative navn). Og søreme om ikke Gardehusarerne blæser en fanfare kl. 10.10, hvor også vinderen af vægtkonkurrencen offentliggøres. (Hvad den præcis går ud på ved jeg ikke, men mon ikke det er noget med størst mulig antal kilo på jernhest til Paris)

Så kommer holdet på scenen kl. 10.20 og kl. 11 kører rytterne en runde i cityringen, før formand for Kultur-og Fritidsudvalget Troels Christensen ønsker god tur. Så kører feltet ned af Løvegade og mod Paris.

Altså hvis Tour de France og Giro d´italia blev lagt sammen og havde start i Slagelse, så ville begivenheden stadigvæk være mindre. Og alt sammen fordi en flok motionister skal ud og cykle???? Hvad sker der lige her?

Tænk over det! Jeg spiller old boys fodbold. Hvorfor ikke lave det samme for os?

Så kunne vi starte kl. 9 med morgenmad på torvet med en ordentlig røvfuld gl. dansk, for det er nu en gang sådan, vi plejer (ny træner har eksperimenteret med Jägermeister, men det er ikke faldet i god jord). På vejen op på scenen kan en læge konstatere en fordobling i holdets puls og blodtryk pga. de tre trin. Vinderen af vægtkonkurrencen er strøget på grund af den åbenlyse risiko for korporlige udvekslinger.

Mens Gardehusarerne blæser en fanfare, tager vores angriber 3 på foden, hvorefter bolden triller ned ad Schweizerpladsen for at blive væk bag det lokale storcenter. En af drengene har været i byen dagen før, og mens formand for Kultur og Fritidsudvalget Troels Christensen ønsker god tur, brækker han sig i en skraldespand ved siden af scenen.

Resten af byen står og svinger med dannebrog, da vi stiger i ind bus 470R mod Skælskør for at spille sæsonens første kamp mod samme.

Nej vel – men hvordan pokker kan det tilsvarende så lade sig gøre, når vi snakker en folk motionscyklister…

Åbent brev til undervisningsminister Christine Antorini om den nye skolereform

Kære undervisningsminister Christine Antorini. Man skal ikke tale om en dames alder, men du er sikkert gammel nok til at huske Yvonne fra Olsenbanden og ikke mindst, at hun jævnligt når frem til et tidspunkt, hvor hun udbryder ”Nu er det nok”. ”Meget har vi måtte finde os i igennem alle disse år”. Det er nogenlunde der, jeg havnede i går aftes, når det gælder dem nye skolereform.

En ting er, at mine børn skal gå i skole i 40 timer og kommer hjem, efter fanden har taget sko af (dette er vel i virkeligheden en win – de kommer hjem, er døde i blikket og søger kun kontakt med netflix og ikke mig)
Og lærernes jammer og jeremiader omkring manglende forberedelsestid – jamen så lad da være tænker jeg.

Og fair nok, at Mckinsey-konsulenterne og Djøf-regimet har fundet det gamle stempelur fra B & W skibsværftet frem og i det hele taget behandler lærerne som små børn.

Og at samme lærere ikke kan deltage i Skanderborg-festival, rager mig høstblomst.

Men når reformen går ud over sagesløse og uskyldige mennesker – læs mig – ja kære Antorini – ”så er det nok – meget har du budt mig i alle disse år, og meget har jeg måtte finde mig i fra din side”.

Jeg kommer hjem efter en lang dag. Til min overraskelse så er der ingen hjemme. Børnene er stadig i deres døgntilbud, og konen er enten rendt af pladsen eller ikke indfundet sig på den.

Klokken bliver 17.15. Jeg sidder på min stol og kikker over i køkkenet, hvor der normalt på dette tidspunkt plejer at foregå en heftig aktivitet.

17.30: Stadig ingen kone. Jeg rejser mig og åbner køleskabet. Her ligger grøntsagerne stadig urørte og i hel stand, mens frikadellerne, der i massevis blev lavet i sommerferie og taget op af fryseren i går aftes, er tilsvarende passive på en hylde under.

17.35: Jeg sidder igen på min stol alene, men er ikke i stand til at nyde tavsheden pga. tiltagende rumlen fra min mave.

Til sidst er der ingen vej udenom. Lidt ligesom den gruppe der styrtede ned i Andesbjergene i 1972 og forfaldt til kannibalisme, er jeg nu så sulten, at jeg er nødt til selv at skære i grøntsagerne og ikke mindst selv anvende 15 minutter på at finde ud, hvordan jeg får liv nok i vores superavancerede ovn til at lune dellerne. Så vidt er det altså kommet. Jeg har måtte lave min egen mad.

Omtrent da maden (hvis den kan kaldes sådan) er færdig, kommer familien hjem. Konen har haft lang arbejdsdag pga. den nye skolereform, bedyrer hun . Børnene er mærket af den lange dag, men stadig i stand til at komme med hånlige bemærkninger om, at ”far laver sovsen”.

Det er – kære Antorini – sådanne situationer, der avler fanatismen og fører til, at selv stilfærdige mennesker griber til ekstremiteter og drives ud i fortvivlelsens selvhjælp. Det er jo helt uholdbart. Udover at det er et åbenlyst spild af min tid og evner, så indebærer gårsdagens madlavning også en sundhedsskadelig risiko, der får balladen omkring listeria og rullepølse til at ligne en trivialitet.

Der er jo fint nok, at vi har fået kvinderne ud på arbejdspladserne. Men derfor er der ingen grund til at lave reformer, der medfører, at de ikke kan nå hjem igen inden aftensmad.

Notatpligt på facebook

Af Thomas Holberg

Offentlige myndigheder har i nogle tilfælde pligt til at journalisere kommunikation med borgerne. Men gælder det også på facebook? Nogle myndigheder journaliserer deres aktiviteter på facebook, mens andre mener, at det ikke er nødvendigt.

 

Her for et par måneders tid siden var jeg til temadag om offentlig kommunikation. Det var en god dag med mange gode og spændende oplæg. Et af disse handlede om Kolding Kommunes erfaringer med facebook. (Læs mere om dem her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/kommunen-paa-facebook.)  Til stede i salen var flere andre kommuner, så der var basis for en god snak om best pratice osv.  Til dagligt arbejder jeg i en selvejende institution i staten, og en af mine bevæggrunde for at deltage var, at jeg gerne ville høre mere om, hvordan andre offentlige myndigheder arbejder med sociale medier.

En af mine konklusioner den dag var, at der hersker stor uklarhed og ikke mindst forskellige praksis, når det gælder offentlige myndigheders journalisering af deres aktiviteter på facebook. Nogle kommuner journaliserer slet ikke, andre journaliserer, når de sletter et indlæg, mens en organisation som Rigspolitiet mener, at man skal journalisere alt. (Læs mere om politiets erfaringer med facebook her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/politiet-paa-facebook).

Digital kommunikation og lovgivningen

Når du arbejder med kommunikation i det offentlige, så er der en lang række lovgivninger og bestemmelser, som du skal overholde. Og det er ikke altid helt let. Det ville være synd at sige, at lovreformarbejdet her foregår i samme tempo som udviklingen på det digitale område. Tingene hænger ikke særlig godt sammen, og det skaber nogle udfordringer for alle de stakler – incl. undertegnede – der i praksis skal forsøge at arbejde med alt dette.

Formel for offentlig kommunikation på sociale medier
Formel for offentlig kommunikation på sociale medier

Persondataloven

For det første så rummer persondataloven (https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=828) nogle bestemmelser omkring behandlingen og opbevaring af personfølsomme oplysninger, som sætter grænser for, hvad vi i det offentlige må på facebook. (vær for øvrigt opmærksom på, at persondataloven også gælder for private virksomheder) F.eks. betyder det, at jeg bliver nødt til at henvise dig til at ringe, hvis du f.eks. fortæller mig noget personfølsomt som f.eks. din helbredstilstand. Og det er jo lidt træls, da hele idéen med facebook er, at man er privat, personlig og konkret. Sociale medier og persondataloven er bare inkompatible størrelser.

Selv om jeg ikke på facebook kan forholde mig direkte til dine personfølsomme oplysninger, så er det stadig nogle ting, som jeg kan gøre:

  • Selvom jeg ikke må svare, kan jeg jo stadig modtage personlige/personfølsomme oplysninger, som jeg som myndighed bør eller i nogle tilfælde skal reagere på.
  • Det er heller ikke noget til hinder for, at jeg giver generel vejledning om lov og regler,
  • Eller informere om helt almindelige praktiske ting.

Men hvad så med pligten til at tage notat. Hvordan ser det ud i disse tilfælde?

Notatpligt

Mit indtryk – som også blev bekræftet på K-dagen – er, at der er rimelig styr på det med persondataloven. Til gengæld er der ikke helt enighed om, hvorvidt man skal journalisere den kommunikation, man har på facebook, eller ej.

Og det er ret forståeligt. Jeg har et stykke tid forsøgt at finde et klart svar på problemstillingen, men svaret synes at afhænge af, hvor streng en juridisk fortolkning man vælger at anlægge. (Derfor vil det være dejligt, hvis du vil kommentere på dette indlæg og fortælle nærmere om, hvordan I gør, og hvordan I fortolker spørgsmålet.)

Som offentlige myndigheder har vi jf. offentlighedslovens § 6 (https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=59474) pligt til at tage notat, når vi træffer afgørelse i en sag.  Og selv om man ikke kan afvise, at man på facebook får oplysninger i sager, hvor man træffer afgørelse, så er det næppe den typiske problemstilling.

Ulovbestemt notatpligt

Imidlertid har folketingets ombudsmand udtalt, at det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed – uanset om der er tale om en afgørelsessag – laver et notat af ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en sag. Fra ”Notat efter god forvaltningsskik”, pkt. 5, s. 416 f:

”Endvidere følger det af en ulovbestemt forvaltningsretlig grundsætning (jf. pkt. 4 ovenfor), at der også består en pligt til at tage notat af ’alle væsentlige ekspeditioner i en sag’ i såvel afgørelsessager som i ’traditionelle’ administra­tive sager, der har en vis indgribende og væsentlig betydning for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt, at der stilles krav om, at der tages notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt”

Og så bliver den straks meget mere vag. For det første gælder notatpligten også i administrative sager, men du skal også vurdere, hvad der er væsentlige oplysninger, og om det kan være nødvendigt. Den version giver selvsagt et spillerum for fortolkning – også fordi det kan være svært på forhånd at gøre, hvad der er væsentligt eller ej.

Offentlige myndigheder bør journalisere kommunikation på facebook

For mig at se betyder det, at der samlet set er tungtvejende grunde til at journalisere al sin aktivitet på facebook. I en presset hverdag virker det sikkert ikke som verdens vigtigste opgave at journalisere henvendelser, der typisk handler om, hvorfor skraldemanden ikke har sat pose på.  Men hvad med den situation, hvor en af kommunens unge borgere spørger ind til reglerne for kontanthjælp, og vi begynder at vejlede bredt om reglerne. Skæbnen vil måske, at han forstår svaret som et afslag (selvom det ikke er det), hvorfor han kontakter sin handicaporganisation. Ville vi så ikke gerne kunne dokumentere, både hvad han som borger og vi som myndighed har skrevet og gjort? Eller hvad i det hele taget med den vejledning og rådgivning, som vi giver på facebook?  Har vi ikke som offentlige myndigheder ikke et ansvar for den rådgivning, og forudsætter det rådgiveransvar ikke, at vi dokumenterer vores rådgivning? Eller hvad med de tilfælde, hvor vi pga. af vores facebookpolitik bliver nødt til at slette et indlæg? Er det ikke også nødvendigt, at vi kan dokumentere, hvorfor vi har slettet indlægget.

Journalisering på FB og persondataloven

Som nævnt indledningsvis er der nogle kommuner, der manuelt journaliserer dele af deres facebook aktiviteter. Sad jeg med ansvaret for en offentlig facebook-side, så ville jeg foretrække, at opgaven blev løst systematisk. Det er det nemmeste og sikkert også det billigste. F.eks. ved jeg, at Rigspolitiet, som bruger Komfo til at drive deres facebook, har fået udviklet systemet således, at det mere eller mindre automatisk laver en journal af facebook-aktiviteten.

Men hvis nu beslutter os for at journalisere vores aktiviteter på facebook, så er der imidlertid andre ting, som vi skal være opmærksomme på. Ifølge persondataloven må man ikke edb-registrere personfølsomme såvel som almindelige oplysninger om borgeren uden at først informere vedkommende om det. Nu kan man med nogen ret hævde, at det synes at være omsonst at oplyse borgeren om edb-registrering al den stund, at borgeren jo på facebook selv foretager en edb-registrering. Og rent faktisk rummer persondataloven også bestemmelser om, at vi ikke skal oplyse borgeren om edb-registreringen, hvis borgeren i forvejen er bekendt med registreringen – jf. § 28, stk. 2 og § 29 stk. 2 Link til persondataloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=828. Til gengæld siger Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 (punkt 2.3.1.1) http://www.krim.dk/undersider/straffuldbyrdelse/sagsbehandling-straffuldbyrdelse/fuldmagtskrav-datatilsynet-vejl-126-2000-registreredes-rettigheder.htm , at vi skal gøre det, hvis vi er i tvivl) Og måden, vi kan være sikre på, at borgeren ikke er i tvivl er – rigtig gættet J – ved at oplyse ham/hende om, at vi edb-registrerer, sådan vælger mange i hvert fald at løse det problem.

For mig at se opstår problemet, når vi journaliserer vores facebook-aktivitet i et andet IT-system end facebook. (og det vil jo være konsekvensen). Borgeren ved, at hans eller hendes oplysninger ligger på facebook, men de tænker ikke nødvendigvis over, at oplysningerne også ligger i kommunens system. Så hvis man vælger at journalisere alt, så bør man også informere om det på sin facebook-side, tænker jeg i i hvert fald.

Hvad gør du?

Min konklusion på alle dette er, at lige børn leger bedst – facebook og lovgivning er ikke lige børn, og alt dette juristeri er bestemt ikke nogen leg. Som nævnt indledningsvis så håndterer vi disse udfordringer vidt forskelligt i den offentlige sektor. Jeg er, som det fremgår, heller ikke 100 % sikker på, hvad der er op og ned i denne sag. Derfor kunne det være fint, hvis du herunder ville lade en bemærkning falde om, hvordan I ser på dette spørgsmål, og hvordan I gør.

_

 

Er kommunen blevet en dårlig historie?

Her forleden sad jeg og et hold venner og diskuterede den nye julekalender – ”Jul i kommunen” – som for tiden går på DR2. ”Jul i kommunen” handler om livet i Givsted Kommune, hvor bykongen Per Tommy Larsen er borgmester, og det ville være synd at sige, at den fremstiller livet i en dansk kommune på en positiv måde. Og diskussionen den aften gik selvfølgelig på, hvorvidt ”Jul i kommunen” rammer plet i forhold til ikke bare vores, men også den gennemsnitslige danskers syn på sin lokale kommune.

Billede af yuotube video fra Givsted Rådhus
Billede af youtube video fra Givsted Rådhus

Jeg har kommuner inde på livet i mit professionelle virke, jeg møder kommunen i mit lokale foreningsliv og endeligt hører jeg om kommunerne i medierne. Og i alle tre sammenhænge er det efterhånden kun den dårlige historie, jeg hører. Man skal passe på med at generalisere ud fra enkelte oplevelser, og jeg ved da også godt, at kommunerne hver dag løser en lang række vitale opgaver landet over på tilfredsstillende vis. Pasning og pleje af ældre, uddannelse af børn og unge eller støtte til udsatte familier for at nævne nogle få. Så hvorfor er det så, at jeg eller mine venner ikke kan høre ordet kommune, uden også at høre tonerne fra imperiets kendingsmelodi i Starwars i baghovedet. Er kommunen ved at blive en dårlig historie og en størrelse, som man efterhånden kun forbinder med noget negativt – ja ligefrem odiøst?

Kommunen anno 2013

Kommunerne har meget at slås med for tiden. Der er økonomisk krise, riget fattes penge og kommunerne må spare. Det er klart, at dårlig økonomi og besparelser ikke er en vindersag. Kommunen er i dag efter strukturreformen i 2007 en større, mere magtfuld og måske mere upersonlig størrelse. Magt og store organisationer er ikke ligefrem elskelige størrelser, og når kommunen så tilmed skærer i vores hjælp eller lukker vores skole, ja så er det helt galt. Men det er nu engang den virkelighed, som en kommune må forholde sig til. Der er overtræk på bad-will kontoen fra starten af.

Imidlertid er det budskabet her, at det ikke bare er krise, strukturreform eller besparelser, som er problemet. Det er derimod kommunernes håndtering af disse udfordringer, som det er galt med. Det handler – som alt andet i livet og på K-forum – om kommunikation og mere specifikt om kommunernes troværdighed i kommunikationen.

Troværdighed og retssikkerhed

Til dagligt slår jeg mine folder i DUKH – den forfærdelige forkortelse dækker over det endnu mere forfærdelige navn ”Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet”. DUKH giver rådgivning i sager mellem borgere med handicap og en kommune. Det vil sige, borgerne ringer til os, når der er problemer. For tiden handler disse problemer meget om økonomi – sammenlægninger af tilbud, besparelser og nedskæringer.

Når vi i DUKH får en sag, hvor en kommune har sparet på hjælpen, vurderer vi nogle gange, at det har hold i lovgivningen og andre gange, at det ikke har. Men stort i alle tilfælde møder vi en borger, som ikke har tillid til det, som han eller hun har fået at vide i kommunen. Så hører vi udsagn som: ”De (om kommunen) tænker jo bare på pengene” eller ”vi vil gerne vide, hvad vi har krav på ifølge lovgivningen”.

Når borgerne siger sådan, så er det fordi, vi her i landet – i princippet i hvert fald – har et system, hvor lovgivning og retssikkerhed er en ting, kommunal økonomi en anden. Men en ting er teori og idealer, noget andet er den virkelige verden, hvor der selvfølgelig er en sammenhæng imellem omfanget af ydelser, som samfundets kan tilbyde og omfanget af tilgængelige ressourcer.

I DUKH ser vi i disse krisetider sager, hvor økonomiske hensyn tydeligvis – set med vores briller i hvert fald -er den drivende faktor i sagen. Det er en stram kommunal økonomi, som gør, at kommunen f.eks. pludselig revurderer alle sager om hjælpeordninger. Men det er ikke den forklaring, som borgeren får. Forståeligt nok. Det er ikke lovligt, og prøv lige at forestille dig ordlyden i et afslag: ”Kære Mette. Fra 1. januar halverer vi din hjælperordning. Baggrunden er, at Park og Vej har overskredet deres budget i forbindelse med anlæg af en ny rundkørsel ude ved omfartsvejen”.

Det lyder ikke godt, vel – men faktum er, at kommunen under alle omstændigheder er nødt til at forholde sig til udgiften fra rundkørslen (samt faldende skatteindtægter og stigende udgifter på andre områder).

Kommunerne kommer herved til at begå en af de mest elementære fejl i kommunikation. Det er Nyrup og efterløn om igen: De siger ét, men gør noget andet. Konsekvensen bliver, at borgerne konsekvent har kommunen mistænkt for at fifle med reglerne. Kommunen har tabt troværdigheden i kommunikationen.

Skolestruktur og spare øvelse

I min fritid er jeg medlem af skolebestyrelsen på en lille skole i Slagelse Kommune. Kommunen har i kølvandet på kommunesammenlægningen gennemført en ændring af skolestrukturen. Det har man gjort i mange kommuner, men Slagelse har udmærket sig særligt ved en usædvanlig tåbelig og langstrakt proces over flere år med besparelser og fyrringer det ene år og ekstrabevillinger og genansættelser det næste. Men det er en helt anden historie.

Historien her handler om, at skoleøvelsen også var en åbenlys demonstration af kommunal utroværdighed. Idéen med at ændre i skolestrukturen var ellers ikke grebet ud af den blå luft. Fire kommuner var blevet lagt sammen til én. Prognoser viste, at elevtallet ville falde med 800-900 elever. Kommunens økonomi var (og er) i det hele taget presset. Det var med andre ord oplagt at diskutere struktur ud fra en økonomisk og strukturel synsvinkel.

Billede af et speedometer, der måler bullshit
Bullshit o´meter

Det var bare ikke det, man gjorde. Overskrifterne på diverse dias til offentlige møder og hørringer var ikke: ”Besparelse, tilpasning og effektivisering”. I stedet stod der: ”Faglighed, kvalitet og fremtidens folkeskole”.  Hvis der havde været et ”bull-shit o´meter” i Slagelse, så havde det været rødglødende. Herefter gik der under et halvt år, så ændrede kommunen budgettildelingsmodellen uden at ændre noget som helst andet og sparede et millionbeløb. Og ingen af de involverede i processen – skolefolk og forældrerepræsentanter var overraskede over det. Alle havde fra dag 1 aflæst den kommunale sprogkode og forstået, at ”fremtidens folkeskole” var en billigere folkeskole. Slut prut og ikke så meget andet.

Politisk ansvar og kommunal ærlighed

Kommunerne ved godt, at det er vigtigt at kommunikere troværdigt med borgerne. Se f.eks. dette link: http://www.kl.dk/Fagomrader/Kommunikation/,  hvor KL har lavet et helt subsite om god kommunikation med borgerne. Så hvorfor er det så, at embedsmænd og politikere igen og igen forfalder til klichéer om kvalitet, nærhed eller faglighed, når det i virkeligheden er penge, penge og mange på penge, som det handler om.

Screendump fra site om kommunikation udgivet af KL
Screendump fra site om kommunikation udgivet af KL

Grundlæggende handler det om, at vores system ikke tager højde for den indlysende sammenhæng imellem lovgivningsbestemte rettigheder og generel samfundsøkonomi. Hvordan kan udgifterne til et bestemt område et år lige pludselig falde, uden at lovgivningen tilsvarende er blevet ændret? Eller det omvendte for den sags skyld. Det kan det, fordi tingene sker ude i den kommunale virkelighed, hvor man på administrativt niveau skal have tingene til at hænge sammen.

Den model er uholdbar og et stort demokratisk problem, som kun kan løses ved en synlig politisk prioritering af ressourcerne. (Viljen og evnen hertil har imidlertid ikke været til stede de seneste år.) Borgerne kan godt forstå, at økonomien kan være presset. Den enkelte vil ikke være enige i, at det lige netop er ham eller hende, som det skal gå ud over. Men den situation er at foretrække fremfor, at borgerne mister tilliden til systemet, fordi de mistænker kommunen for at fifle med lovgivningen for at få tingene til at hænge sammen.

Modsætningen mellem lovgivning og økonomi er et rammevilkår for kommunikation i den offentlige sektor. Det kan hjælpe til at forstå, hvorfor kommunen taler uden om. Pointen er bare: det behøver ikke være sådan. På langt de fleste områder – som eksemplet med skolerne – er der ikke noget, der forhindrer kommunen i at melde ærligt ud. Men rammevilkår skaber kultur og vaner. Som offentlig ansat i en kommunikationsafdeling er du ikke skolet i en kultur, der hylder rationelle økonomiske overvejelser som god borgerkommunikation. Og i forvejen er vi ekstremt dygtige til at tænke alting til døde, moderere og indpakke vores budskaber til det uforståelige, før vi tør udtale os om noget som helst. Kan det her støde min chef, min bestyrelse, politikere eller borgerne? Resultatet bliver, at vi taler i relativismer, koder og klicheer.

Det duer ikke. Vi er nødt til at turde sige tingene ærligt og ligeud, når vi kan. Politikerne er nødt til at løse deres del af opgaven, som går ud på at prioritere ressourcerne, så der er en sammenhæng imellem lovgivning og økonomi.  Alternativet er, at vi taber forudsætningen for overhovedet at kunne kommunikere med borgerne: Vores troværdighed. Fru Jensen bliver sur på os, hvis tager hendes hjælp. Men hun taber tilliden til os, hvis vi siger noget andet og alligevel gør det.